Forord

 

Din nye roman handler om din ungdom i 60’ernes Danmark. Samtidig handler den om dine oplevelser i tsunamien. Lidt søgt sammenstilling?

– Man kunne godt tro, det var en gimmick, men ’Blå bror’ og ’Sorte huller’ handler om en generation, der ville være en anden. 40 år efter det berømte ungdomsoprør oplever hovedpersonen, at tiden går i stå. At hele verden stirrer på det sted, hvor katastrofen har fundet sted. Og det første, han gør, er at gå ud og tage en tegnebog fra et ansigtsløst lig og bytte den om med sin egen.

– I trilogien bryder drømmene sammen. De politiske, de religiøse. Der er endnu en drøm tilbage. Nu afprøver han den sidste drømmerest. Drømmen vi alle bærer på – om at være en anden. Kan man det? Det er en farlig leg med både ens egen og sin families forstand.

– Og også den drøm bryder sammen?

– Ja. Det er smukt at have drømme. En generation, der har drømme, skal velsignes for det. Også selv om de ikke har ret. Drømme er afmagt. Jeg holder meget af afmagt. Afmagt er drømmenes poesi.

– Samtidig er det slet ikke så dumt, at drømme og utopier bryder sammen, for så bliver man befriet for den religiøse og politiske manipulation, der gør det muligt at lukke fundamentalismen ind. Man bliver et friere menneske.

 

(IbMichael i interview i Esktra Bladet den 29. Marts 2009 i anledning af hans nye roman ”Vilde Engle”)

 

ooo000ooo

 

Når en tænker forestiller sig det ideelle samfund, forestiller han eller hun sig, hvorledes det må være organiseret for at skabe optimal eller ideel tilfredsstillelse for alle indbyggere. Det er organisationen eller rammerne, der er i fokus.

 

Sådan et samfund synes med nødvendighed at måtte blive et statisk samfund, alene af den grund, at det er ideelt, og når det er det, turde der ikke være grund til at ændre ved noget, idet det jo er ideelt. Og derfor synes udvikling ikke at kunne forekomme, før der viser sig noget, enhver kan tilslutte sig.

 

Når en forfatter forestiller sig et samfund, hvori mennesker skal leve, så afsøger han eller hun de forhold, hvori den enkelte indbygger skal kunne finde sig til rette inden for de rammer, der nu engang er. Er der rum for individuel udfoldelse eller fylder hensynet til samfundsstrukturen (og helheden) så meget, at båndene bliver snærende? Er et harmonisk samfund, hvor harmonien gælder for enhver, overhovedet muligt?

 

For at sige det lidt firkantet, kan man måske sige, at hvor tænkeren anvender sin rationalitet for at beskrive sit samfunds organisation, der anvender forfatteren sin indfølingsevne eller fantasi for at forestille sig, hvorledes det enkelte menneske trives eller vantrives under givne forhold.

 

Hvor tænkeren går abstrakt til værks, og ikke ser på det enkelte menneske som sådan, men overordnet set ser på totaliteten, der konkretiserer forfatteren for at undersøge, om der mon kan opstå sprækker, der giver grundlag for konflikt. Forfatteren anvender sit kendskab til de menneskelige dårskaber: følelser, tillid, barmhjertighed, kærlighed, talens åbenhed – eller på den anden side: mistillid, kynisme, skepsis, kontrol og tavshed – og ikke mindst frygt, for ikke at sige angst.

 

Når den kølige rationalitet således tørner sammen med de menneskelige emotioner, er der mulighed for konflikter, som den gode forfatter afslørende kan demonstrere.

 

Utopi/dystopi

Ordet utopi betyder egentlig: intetsteds. Ordet kendes første gang fra 1516 hvor det blev brugt som titel på Thomas Mores samfundskritiske bog, Utopia, der teoretisk beskrev et idealsamfund; bogen var netop en tankekonstruktion, en forestilling – og dermed et intetsteds.

Men hvordan er det at leve sådan et sted? Sådan har mange forfattere spurgt sig selv og givet deres svar på i form af romaner, hvoraf en del har opnået klassikerstatus. Og i en sådan sammenhæng – nemlig som litterære værker - antager utopien et ganske andet ansigt – nemlig et dystopisk.

 

Dystopien er nemlig Utopiens modsætning. Ordet betyder et dårligt sted.

I tanken kan alt være rent – men i omsætningen til virkelighedsefterligning, som fiktion jo er, sker der en diabolisering af det paradisisk tænkte.

Sagen er, at de fleste af de litterære dystopier beskriver utopiske samfund, hvor mennesker er undertrykte, berøvet deres personlige frihed og udtryksformer og handlinger. Begreber som skyld og ansvar forvrænges. Den enkelte kommer til at kæmpe en næsten håbløs kamp mod (over)magten. Magten er jo et forsvar for systemet, medens det enkelte menneske er i en situation, som er konfliktfyldt i forhold til magten, især hvis magtens forestilling om det ideelle samfund ikke deles af den enkelte, hvorfor der er lagt op til konfrontation – med enten den enkeltes eller samfundets svækkelse/sammenbrud til følge. I stort som småt er der tale om afgørende omkostninger.

Dystopien er altid en forfaldshistorie.

 

Romanerne er hver gang et opgør mod magt (Staten) og tyranni. Af hvad art den så er.

 

Når man i hverdagssproget anvender ordet utopi eller utopisk, så sker det i reglen i betydningen af noget komplet eller noget fuldstændigt – eller om noget uopnåeligt. Og om et menneske, som er præget af enfoldige og/eller uigennemtænkte, men vilde ideer, siger man ofte at hans ideer er utopiske.

 

Et par gange i verdenshistorien har man forsøgt at virkeliggøre utopien. De kommunistiske revolutioner, den nazistiske drøm – og i flere andre og mindre sammenhænge – såvel ideologisk som religiøst – har man forsøgt sig med at omsætte en utopi eller en vision til virkelighed. Hver gang med et resultat, man i bedste fald må kalde brutalt – set ud fra et humanistisk synspunkt. De fleste af disse samfund er da også gået til grunde igen – med undtagelse af Cuba og Kina, der dog har forandret sig ganske meget i forhold til udgangspunktet – det er dog ikke fuldkommen sikkert, at de erstatninger, der er kommet til, er så meget bedre end de systemer, de har afløst!?

 

Danmarks store oplysningsforfatter Ludvig Holberg har utvivlsomt kendt til Thomas Mores værk, Utopia, da han i 1741 skrev sit store værk, romanen Niels Klims underjordiske Rejse. På et tidspunkt havner Niels Klim i landet "Potu", der næsten er utopia stavet bagfra – og dermed gives en hentydning til begrebet utopi/Utopia – og også i denne roman optræder landet som et idealsamfund, som man kan finde god morskab ved at læse om – ikke mindst fordi Potu beskrives fordelagtigt i forhold til Christian den sjettes Danmark.

 

I Danmark udkom fx i 1978 bogen Oprør fra midten. Denne bog bestod af to dele, en del der analyserede det danske samfund anno 1978 og en del, som beskrev et ønskværdigt fremtidssamfund (en utopi) forestillet ud fra lighedsprincipper og borgerløn og andet. De tre forfattere, professor Niels I. Meyer, politikeren Kresten Helveg Petersen og filosoffen og forfatteren Villy Sørensen høstede megen ros for deres samfundsanalyse, som stort set ingen var uenige med dem om, mens gryden virkelig kom i kog, da talen gjaldt deres utopi; gloser som fangelejr, grusomhed og umenneskelighed føg gennem luften.

 

Denne bog beskriver forskellige forekomster af utopier/dystopier gennem tiderne.

Vi begynder med Platons forestilling om, hvorledes en Stat bør være indrettet, nemlig i hovedværket Staten samt en beskrivelse af landet Atlantis, som det kommer til udtryk i to af hans dialoger, Kritias og Timaios. Dernæst kigger vi på andre tænkeres opfattelse af idealsamfundet, ligesom forskellige litterære værker vil blive kortere eller længere præsenteret, nemlig hos Thomas More og Francis Bacon. Desuden vil der blive omtalt værker af fx Ludvig Holberg, Francois Voltaire og George Orwell.

 

I sidste del af bogen vil danske børne/ungdomsværker, som har utopien/dystopien eller visioner som tema blive omtalt. Det drejer sig om: Kenneth Bøgh Andersen: De hvide mænd, Hanne Marie Svendsen: Den skjulte by, Josefine Ottesen: Golak, Det døde land, Sam Mills Drengene der frelste verden, Bjarne Reuter: Fem, Jon Ewo: I satans tid, Dennis Jürgensen: Dystopia samt Gyldendals nye serie: Vild Dingo - Dystopia.

 

God fornøjelse

Eiler Jensen

Pris: kr. 139,00