Da Louis Jensen i år 2000 var indstillet til IBBY ’s H. C. Andersen medalje skrev Steffen Larsen blandt andet følgende karakteristik af forfatteren:

 

LOUIS JENSEN fra Danmark

Før Louis Jensen var der ingenting.

Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt! Der var noget. Det er klart, at man kan sige, Louis Jensen er åndsbroder med en anden stor, dansk eventyrfortæller, Knud Holten; og ikke mindst skriver han sig tæt på den største af dem alle sammen - H.C. Andersen.

Alligevel er der ingenting før Louis Jensen.

 

Han har givet Eventyret helt ny mening og digterisk kraft, hvor det var på vej til at få åndenød og forfalde til attituder uden indhold.

Når man læser Louis Jensen er det hele så indlysende. Hvorfor har man ikke selv set det på den måde!

 

Louis Jensens kunst er renheden. Barnetro. Åbenhjertighed som en ladeport.

I virkeligheden fortæller han H.C. Andersens eventyr om "Snedronningen” igen og igen. Om en kærlighed og hjertevarme, der holder til verdens ende.

Det gode vinder næsten hver gang. Men det kan være svært ...

 

(…)

 

I en verden hvor rummet fyldes op af links og afledningsmanøvrer er det svært at blive lagt mærke til i flimmeriet. Louis Jensen blev ikke berømt over night. Nu kan han ikke nå at tælle alle de priser, han modtager.

 

Man kan ikke sige, at Louis Jensen har været forud for sin tid, for før ham var der jo ingenting, men det varede lidt, før danskerne så, at de havde fået en ny eventyrdigter.

Louis Jensen er verdensberømt i Danmark, og det vil han også blive i andre lande engang. Han tager sin tid. Folk skal vænne sig til, at det ikke var en grim ælling, men en lysende svane, som debuterede for bare 14 år siden.

 

Før Louis Jensen var der ingenting. Nu triller der lysende hjerter rundt i gaderne.

Børn i Danmark er meget sødere ved hinanden nu. Voksne smiler mere. Dyrene har det også godt i H.C. Andersens fødeland.

Prøv selv!

 

Louis Jensen fik ikke prisen, men jeg vil tro, han (med god grund) blev glad for Steffen Larsens anerkendende tekst.

Og heldigvis har Louis Jensen siden, som også Steffen Larsen skriver, haft rigeligt god grund til at føle sig anerkendt.

 

Første gang jeg mødte Louis Jensen personligt var på Pædagogisk Central i Greve. Han skulle – sammen med andre - fortælle om sit og Danidas projekt Børnenes U-landskalender; det var det år, han skrev Luis og sølvmønten.

 

Vi faldt i god snak og jeg fortalte om, at når jeg underviser på Skolebibliotekaruddannelserne i hhv. København og på Sjælland, så giver de kommende skolebibliotekarer udtryk for en meget forskelligartet holdning til ham. Nogle kan ikke få nok af ham – andre synes, han er alt for meget og kan slet ikke bruge ham, fordi de ikke forstår ham. Og så er der måske ikke noget at sige til det, hvis eleverne heller ikke kan?!

 

Jeg hører (heldigvis) til den første kategori og synes næsten, det er en pligt at få andre til at føle det samme.

 

Det talte vi om, og han vidste det selvfølgelig godt i forvejen. Hvorfor skulle jeg dog være den første, der fortalte ham det? Og jeg fortalte ham, at der var steder i forfatterskabet, som jeg i særlig grad holdt af – og det var på det tidspunkt: kapitlet i Skelettet på hjul, der hedder Sjælenes rum. Martin går under svare vanskeligheder – men af lutter nødvendighed - ind i dødsriget for at lede efter sin døde hunds sjæl. Stedet er bare så flot skrevet. Hvis man bærer på en tvivl om, hvorvidt børnelitteratur kan være kunst, så kan man jo opsøge det sted. Og hvis man stadig tvivler, må man da være uden for æstetisk rækkevidde. Dernæst er det beskrivelsen af samtalen mellem Gud og Albert, der omhandler Alberts sø i Den kløvede mand.

 

Efter vores lille snak forærede han mig bogen Luis og Sølvmønten, og han skrev en dedikation i den: ”Vi må huske Sjælenes rum og søen i skoven”.

 

Og når man sådan i sin helhed tænker over Louis Jensens forfatterskab, så er det i grunden en ganske præcis karakteristik af det: verden er altid meget større end dig selv – og du må leve dit liv i ansvar. Du bliver så nemt skyldig, ikke bare i det, du gør, men i ligeså høj grad i det, du undlader at gøre. Du er der ikke for dig selv, dit liv må leves i samhørighed med andre. Den danske filosof K. E. Løgstrup sagde, at mennesket altid holder det andet menneskes liv i sin hånd. Han skriver:

 

Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig - og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning, hvorfor det er en uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd.

 

Den holdning er jeg sikker på, Louis Jensen vil skrive under på. Det er jo, hvad Alberts samtale med Gud i Edens have drejer sig om?! At leve i taknemmelighed over, hvad der er os givet – og ikke mindst i ansvar.

 

Det er med glæde, at Louis Jensens forfatterskab hermed bliver præsenteret i Håndsræknings-serien. Forhåbentlig kan bogen være til glæde og gavn.

Bogen koster: kr. 139,00